EU-Kommissionen anslår, at der opholder sig mellem fire og otte millioner illegale indvandrere i Europa. Mange af dem er kvinder, der arbejder som såkaldte domestic workers i private hjem, hvor de gør rent og passer børn for EU-borgere. I alt regner man med, at 11 millioner kvinder arbejder, både legalt og illegalt, som hushjælp rundt omkring i EU, og mange af dem kommer fra lande i det tidligere Sovjetunionen og fra en række asiatiske lande, blandt andet Filippinerne.
Importen af hænder og kundskaber er på mange måder godt, både for samfundsøkonomien og for den enkelte europæer. Problemet er blot, at mange af de mennesker, der kommer til EU for at arbejde som eksempelvis hushjælp, gør det under kummerlige forhold og til en meget dårlig løn og uden rettigheder og sikkerhed i ansættelsen. I de fleste lande er man forpligtet til at betale kvinderne mindsteløn og sociale bidrag til dækning af ledighed og sygdom på samme vilkår som alle andre arbejdstagere. Men for at spare på lønnen bliver kvinderne ansat sort, og det nærer markedet for illegale immigranter.
Kulturel udveksling
I Danmark er omfanget af illegale immigranter slet ikke så stort som i eksempelvis Sydeuropa. Men det betyder langtfra, at vi ikke har en gruppe af kvinder, der vasker, stryger, gør rent og passer børn på helt urimelige og uanstændige vilkår. Det har vi – i Danmark har vi bare legaliseret udnyttelsen og lagt det ind i en au pair-ordning.
Au pair-ordningen er udsprunget af ideen om kulturudveksling. En au pair bor hos en værtsfamilie, er en del af familiens daglige liv, spiser med ved måltiderne og skal have mulighed for at lære sproget og den danske kultur at kende. Som modydelse skal au pair-personen så klare en række huslige pligter såsom rengøring, tøjvask, madlavning og børnepasning for værtsfamilien i maksimum fem timer om dagen i maksimalt seks dage om ugen. Au pair-personen er altså ikke ansat i familien, han eller hun skal være en del af familien, hvilket da også afspejler sig i, at man som au pair ikke får arbejdstilladelse men kun opholdstilladelse.
Antallet af opholdstilladelser til au pair-piger er steget voldsomt i de sidste godt 10 år, fra 318 au pair-opholdstilladelser i 1996 til 2.937 i 2008. Succesen hænger sandsynligvis sammen med prisen på en au pair. Det er en billig ordning for de familier, der har brug for hjælp i hjemmet, for ud over kost og logi skal en au pair-pige blot have 2.500 kroner om måneden i såkaldte lommepenge.
Arbejde – ikke udveksling
Ideen med et au pair-ophold og kulturudveksling er grundlæggende sympatisk. Problemet er blot, at au pair-ordningen har forvandlet sig til at være en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe sig til billig arbejdskraft. En typisk au pair i Danmark er i dag ikke længere en ung pige, der søger ud for at møde en anden kultur og lære sprog under en dansk families beskyttende vinger – men en voksen, filippinsk kvinde med en uddannelse, der arbejder under ringe forhold, hos en familie der oftest gør alt for at få mest ud af hende som arbejdskraft.
Det viser en undersøgelse, som ph.d. stipendiat Helle Stenum lavede i efteråret for fagforeningen FOA. I undersøgelsen konkluderer Helle Stenum, at au pair-ordningen “formelt er konstrueret som en kulturel udvekslingsordning, men fungerer langt hen ad vejen overvejende som et migrantarbejderprogram for husarbejdere fra tredjelande.”
Der er da også noget selvmodsigende ved reglerne for au pair-ordningen. På Integrationsministeriets hjemmeside www.nyidanmark.dk står, at “en au pair får opholdstilladelse, men ikke arbejdstilladelse, da de opgaver, au pair-personen varetager hos værtsfamilien, ikke regnes som arbejde”. Men i næste afsnit står, at “selve ansættelsen som au pair betragtes dog som et arbejdsgiver/ lønmodtagerforhold og er derfor underlagt dansk ferielovgivning og danske skatteregler”.
Au pair’en bliver altså på den ene side betragtet som en gæst, der får lov at opholde sig her i landet, men som ikke må arbejde – og på den anden side så beskatter man værdien af kost og logi samt de 2.500 kr., som au pair’en modtager om måneden i “lommepenge”. Det hænger ikke sammen.
Helt alene
FOA’s undersøgelse af au pair-ordningen viser også på andre måder, at tiden er løbet fra au pair-ordningen. Flertallet af au pairs føler sig nemlig ikke som en del af familien, men bliver betragtet som ren og skær arbejdskraft. En au pair udtaler eksempelvis i undersøgelsen, at “værtsfamilien udnytter au pair’ens svage position, fordi de ved, at der ikke er noget, vi kan gøre andet end at sige ‘ja’ til det, de beder om. Det er ikke rigtigt eller fair at behandle os som slaver.”
Hvad angår ansættelsen, så er den au pair-ansatte fuldstændig afhængig af værts-familien. For opholdstilladelsen er bundet til én familie, og vil au pair’en være sikker på at kunne blive i Danmark, må hun indordne sig. Værtsfamilien kan nemlig med 14 dages varsel opsige kontrakten, og finder au pair’en ikke en ny familie, skal hun forlade landet. Og modsat på det almindelige arbejdsmarked er der som au pair ingen mulighed for at klage, hvis man bliver dårligt behandlet. Her er man fuldstændig overladt til sig selv.
Afskaf au pair-ordningen
Sådan er realiteterne for mange af de godt 3.000 au pairs, der bor og arbejder i danske hjem. I nogle familier er au pair-pigerne en del af familien og arbejder mindre end de maksimum 30 timer, de må; i andre familier er de isolerede og betragtes som ren og skær arbejdskraft. Men uanset hvad, så arbejder de alle til, hvad der svarer til en timeløn på mellem 42 kr. og 70 kr., på en arbejdsplads som også er deres hjem, uden regulering og kontrol af husarbejdet, uden mulighed har for at klage og få uafhængig rådgivning – og med en meget lav retssikkerhed.
De kvinder, der kommer her til landet på au pair-vilkår, er vores nye underklasse, og det er helt uanstændigt, at man i velfærds-Danmark tillader import af arbejdskraft på så usle og urimelige vilkår. Det er da også tankevækkende, at Filippinerne – hvorfra de fleste au pairs i Danmark kommer fra – har forbudt sine statsborgere at rejse ud på au pair-vilkår, simpelthen fordi man mener, at ordningen ikke længere handler om kulturel udveksling, men om ren og skær arbejdskraft.
Vi har brug for hænder udefra, og vi skal være åbne over for at importere arbejdskraft fra lande uden fra EU. Men det skal ikke ske, som det sker med eksempelvis au pair-ordningen her i Danmark. Det er en uanstændig og urimelig måde at behandle mennesker på, og ordningen må og skal afskaffes hurtigst muligt. I stedet kunne vi jo passende genindføre den hjemmeservice-ordning, som i 1990′erne havde stor succes. Vi skal under alle omstændigheder sikre en anstændig løn og arbejdsvilkår, også for denne gruppe af mennesker. For alle har ret til ordnede opholds- og arbejdsvilkår, uanset om man er fra Filippinerne eller Fredericia.
Britta Thomsen er medlem af Europa-Parlamentet og nummer to på Socialdemokraternes liste til EP-valget på søndag. Poul Nyrup Rasmussen er MEP og præsident for de europæiske socialdemokrater
INweb